Press

1. Media Appearance and Reviews

12 gode råd til minister Østergaard, Feature, in: Kristeligt Dagblad, 14 November, 2013.

Thomas Aastrup Rømer, Anmeldelse af Linda Maria Koldau: Janteuniversitetet, on: blog Thomas Aastrup Rømer. Bøger, artikler og debatindlæg om pædagogik og uddannelse, 29 October, 2013.

Mikael Busch, Den akademiske whistleblower, in: Jyllands-Posten, 31 July, 2013, p. 15.

Mikael Jalving, Jante Universitetet, published in the series “Fredagsforhør”, in Jyllands-Posten, 12 July, 2013, p. 26.

Henrik Dahl, Dumhedens cirkel, in: Weekendavisen, 12 July, 2013, p. 4.

Open letter to Minister of Education Morten Østergaard, published on Altinget.dk on 17 June, 2013 (download pdf here).

Danish debate program “Debatten” on DR2 with host Clement Kjergaard, 23 May, 2013: http://www.dr.dk/DR2/D/Debatten/Udsendelser/20100908144152.htm#/80588
(the section with Prof. Linda Maria Koldau and a short introduction of the book “Jante Universitet” starts at 20’05).

Facebook debate about the Danish debate program “Debatten” on DR2 with host Clement Kjergaard, 23 May, 2013: https://www.facebook.com/Debatten?hc_location=timeline

English article about the book and its concept: http://universitypost.dk/article/new-book-professor-slams-danish-universities

English review of the book: http://universitypost.dk/article/review-danish-academia-ideology-communism

Translated mini-excerpt from the book (in English): http://universitypost.dk/article/jante-university-excerpt-book

Danish radio debate about the quality of humanistic education at Danish universities: http://www.dr.dk/P1/Ordeterdit/Udsendelser/2013/04/05134548.htm

Facebook discussion belonging to the radio debate: https://www.facebook.com/ordeterdit?fref=ts

Book review in Jyllands-Posten by Mikael Busch: http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/anmeldelser/litteratur/ECE5460774/askepot-i-smilets-by/The review puts a strong focus on the personal story rather than the systematic analysis and criticism presented in the trilogy. However, the general criticism of the academic system is, as seen in the introductory paragraph, presented as generally accepted and valid.

2. Press releases

Press release for the trilogy: Flyer Trilogi Jante Universitet

Volume 2: Flyer Uddannelseskatastrofen

Volume 3: Flyer Totalitaere strukturer

3. Review copy

If you want to write a review for a print or online medium, please send a mail (in English or German) to the publisher’s press department: presse@tredition.de
Note: According to the publisher’s policy you must send
a) a pdf-copy of your press ID card or
b) a pdf-copy of your agreement with a media to write a review
before the publisher can deal with your request. Requests that do not contain this documentation cannot be answered. Thanks for your understanding.

4. Quotations:
You are welcome to use these (and other) quotations from the three volumes of the trilogy. Remember to name the source…

Det er nødvendigt, at kvaliteten i universitetsuddannelsen bliver sat på den politiske dagsorden. Et samfund, der ødelægger sit uddannelsessystem ved at udhule kvaliteten i uddannelsen, ødelægger sig selv. (Bind 1, Introduktion)

Uddannelsesindustriens forsøg på at presse alle mennesker ind i samme skabelon og dertil tage det laveste niveau som fællesnævner, har ingen­ting med demokrati at gøre. Det er en realisering af det 20. århundredes mørkeste fremtidsutopier. (Bind 1, Introduktion)

Bogens anliggende er, at uddannelsesspørgs­målet i Danmark endelig bliver restitueret til den status, som det skul­le have i hele verden: en værdi, der angår alle, uanset politisk holdning, social status og etnisk baggrund. En værdi, der i Danmark er nødt få de nødvendige vilkår tilbage. (Bind 1, Introduktion)

Professoren må erkende, at universitetet i Danmark er en kvælende administrativ struk­tur, hvor kvalitet, effektivitet og produktivitet ingen rolle spiller. Hun ved, fra sin egen erfaring som institutleder og fakul­tetsrådsmedlem i Tyskland, at de notoriske målinger, registreringer, målsætninger og kvantitative krav intet har at gøre med produktion af høj, akademisk kvalitet. Kvantitative målinger siger ingenting om kvali­tet og vildleder offent­ligheden. (Bind 2, Introduktion)

Hvor mange bachelorer og kandidater har et samfund brug for? Ikke en eneste, hvis deres eksamensbevis kun er et stykke papir, hvis fine løfter ikke bliver indfriet i form af funderet uddannelse, konkrete kompetencer og modenhed hos den pågældende kandidat.” (Bind 3, episode ”New Public Managements konsekvens: Uddannelsens død”)

Indtil i dag tror offentligheden, at viden­skab udelukkende er ’teori’. Jo mere teoretisk, jo mere videnskabeligt. Dette er den dyreste misforståelse i Danmark. (Bind 1, Introduk­tion)

”Du må lyve. Du må lyve, lyve, lyve. Altid med et smil på læberne. Altid helt uskyldigt. Sådan gør man på en dansk arbejdsplads.” (Bind 2, ”Overlevelse på arbejdspladsen”)

Universitetsledelsen kan stole på, at de unge kandidater ikke vil anlægge sag mod uni­versitetet, når det viser sig, at de alligevel ikke finder job med den ’markedsorien­terede’ uddannelse, som de fik. Universitetsledelserne påtager sig intet som helst ansvar for det de faktisk gør mod de unge mennesker de forfører med storslåede ord og bedrager med en næsten værdiløs uddannelse. (Bind 3, episode ”New Public Managements konsekvens: Uddannelsens død”)

Bingo! ’Fremadrettet’, ’uddanne til arbejdsmarked’, ’fleksible’: tre vigtige bullshit-ord i to korte sætninger! Antallet af bullshit-ord per sætning kan betegnes som ’bullshit-indeks’: Jo højere indeks-tallet er, jo ringere er udsagnets troværdighed. (Bind 3, episode ”New Public Managements sprog: DJØF-dansk og bullshit-kulturen)

Så paradoksalt det end lyder, lige nu styrker den globale krise et universitetssystem, som angiveligt sælger markedsorienteret ”professionalisme” til sine ”kunder” og sam­fundet. (Bind 3, episode ”New Public Managements teori: kontrol og administration”)

Danmark, det lille land, hvor alle udviklinger forgår hurtigt og hvor resultaterne aftegner sig tidligere end i de større nabolande, viser måske vejen: Den funderede uddannelse og de funderede kompetencer får man imidlertid i erhvervslivet, ikke længere på univer­site­terne. (Bind 3, episode ”Fremtiden: Kvalitet, effektivitet, produktivitet”)

Quotations from Volume 2:

Da jeg siger farvel til koncernens personalechef, smiler han til mig og siger: ”Du som professor skal da ikke bekymre dig for meget om de studerendes fremtid. Ifølge vores erfaring findes der altid nogle unge mennesker i Danmark, der er så begavede, at universitetet ikke kan øde­lægge dem.”

”Men som man nu vender og drejer det,” siger jeg til Puk Olsen, ”jeg har store problemer med at undervise et kandidatkursus i musikvidenskab, hvor jeg må for­udsætte, at det ikke er alle studerende, der kan læse noder – så kan de nemlig ikke engang læse den grundlæggende musikvidenskabelige faglitteratur.”
Faglederens svarer med det samme, endda med et venligt smil: ”Nå, hvis der findes ét eller andet musikeksempel i de tekster, de skal læse, så skal de studerende, der ikke kan læse noder, simpelthen gå hjem, sidde ned en eftermiddag og lære noderne!”
Hvad ville være det passende svar? ”Hvis man overfører din argumentation til et andet fag, ville det sige, at litteraturstuderende, der er analfabeter, lige skal gå hjem og lære alfabe­tet på én eftermiddag. Så vil de nok være i stand til at læse og forstå en Kierkegaard-tekst.”

”Hold op med at tænke fagligt! Lærermøderne om­handler ikke faglighed. Det må du simpelthen glemme. Lærermøderne omhandler magt og intet andet. Og det kan blive farligt på et dansk universitet, hvis du demonstrerer alt for tydeligt, at du ikke underkaster dig dem, som har magten – hvor dårligt end de er kvalificeret.”

Desværre har de studerende glemt at læse min sidste mail, hvor jeg opfordrede dem til at forberede et musikeksempel sammen med deres læsning. Jeg ville nemlig helst have, at de anvender det, som de læser, på deres egne erfaringer inden for musikverdenen. Men det har de altså glemt. Der er kun to, som har husket at lave deres hjemmeopgave. De giver os endda en lille præsentation, ved hjælp af YouTube. Vi lytter til et stykke rytmisk musik, spillet af to drenge i 14-års-alderen. Jeg lærer, at de to unge faktisk danner en dansk rockband, som kalder sig for ”Drengerøvene”. Så viser mine to studerende et billede fra inter­nettet: En eller anden blog, hvor danske piger og drenge i den passende alder diskuterer ”Drengerøvenes” musik. De kan ikke blive enige, om musikken er ”fed” eller ”bare noget halløj”. Det sproglige niveau er ikke alt for højt – men det kan man da vel ikke forvente af 14-­årige.
Jeg spørger mine to studerende til sidst: ”Hvorfor har I valgt dette her eksempel? Hvordan passer det sammen med artiklen om ’Sound and Society’?” De ser lidt forvirret på mig. Så siger den ene: ”Vi har altså tænkt os, at denne her diskussion rigtig godt viser, hvordan musik kan udløse en stor debat på nettet. De hidser sig jo rigtigt op over ’Drengerøvenes’ musik! Eksemplet viser dermed, at musik har en stor indflydelse på samfundet.”
Det er ikke første gang, jeg spørger mig, hvad jeg, professoren i musikvidenskab, egentlig laver her på Jante Universitet.

I sin tale ved den reception, hvor de fire blev budt velkommen, fortæller Margit Thom­sen om sine tidligere kolleger fra det universitet, hun blev fyret fra: ”De synes, I er rablende gale på Jante Universitet. Her kan man intet tage for givet.” Det har hun altså sagt – med tydelig begej­string, fordi hun nu kan regne sig til denne hob af ”rablende gale” universitetsfolk. Hun mener nemlig, at uforudsigelighed skulle være en styrke på et universitet: ”At man ikke ved, hvor man ender, når turen begynder,” som det hedder i artiklen. Det lyder sandelig som en gennem­tænkt ledelse!
Til sidst følger så hendes program for universitetet – og for det fakultet, hvor jeg stadig håber at finde en god, seriøs arbejdskontekst: ”Vi skaber det frække universitet, for det store mål med uddannelse er ikke viden, men handling.”
”Det frække universitet”: En uddannelse, der ikke handler om vi­den. Men handling. Og handling uden viden – det er mindsandten ”rablende galskab”.

Tre dage senere finder den længe ventede medarbejderudviklingssam­tale endelig sted. Til forberedelse har institutlederen sendt mig et skema, som jeg skal udfylde. Skemaet ser netop ud som den slags, man laver i den såkaldte ”kvalitetssikring” i den offentlige sektor. Sæt kryds: Koens mælkeproduktion er a) fremragende, b) meget god, c) god, d) beskeden, e) utilstrækkelig. I tilfældet af e) må koen desværre sendes til slagteren.
Sådan noget benytter man altså også – i lidt modificeret form – på Jante Universitet, så at medarbejderne kvalitetssikres én gang om året, og institutlederen kan vise over for sin chef, at alt er meget tilfredsstillende i hans enhed. Mon en utilstrækkelig ansat vil blive sendt til slagteren?

Faktisk behøver man slet ikke at være akademiker for at kun­ne se problemet: Hvis man reducerer studietiden i et bachelorfag til to år og samtidig propper fem forskellige uddannelser i den samt flere og flere tværfaglige ”fællesæstetiske kurser”, så kan resultatet kun blive en skan­daløs overfladiskhed. Sådan en strategi forhindrer, at de stude­rende nogensinde får det nødvendige fundament i det fag, som de har valgt at læse. Og faglighed kan aldrig erstattes af tværfaglighed: Hvis man bygger et træhus uden fundament og så propper flere og flere møbler ind, vil huset blive mere og mere ubeboeligt og til sidst styrte i gruset.

Ifølge ledelsens forordninger skal de studerende behandles som skolebørn – med strategier, der overtages direkte fra den kritise­rede gymnasiereform. Både undervisere og studerende bliver løbende underkastet skemaer, ”taksonomier” og andre kontrolmekanismer, der kvæler enhver form for selvstændigt og indholdsorienteret arbejde. Stadig flere kontroller og forskrifter berøver både de studerende og under­viserne deres værdighed og ret til en fri udfoldelse af deres kom­petencer.

Ingen i erhvervslivet har brug for generalister, der tror, at de ved ”lidt af alt” – men faktisk ingenting ved, og heller ikke har lært de nødvendige metoder for at møde virkelighedens udfordringer.

Quotations from Volume 3:

New Public Management universitetet er et totalitært system. Det ødelægger en afgørende sektor i samfundet, nemlig den højere uddannelse. Men det værste er konsekvenserne af denne ødelæggelse. Disse konsekvenser forbliver ikke inden for murene, hvor systemet kan hærge uforstyrret. Disse konsekvenser rammer hele samfundet i form af uddannelsens totale inflation.

Tilhængerne af New Public Management sælger deres strategier som ”effektivi­sering”, som forøgelse af ”kvalitet” og ”transparens” og som angivelig ”profes­sionalisering” af den offentlige sektor. Men deres strategier bygger på et fuldkomment forfejlet funda­ment. Resultatet er en ødelæggelse af dimen­sioner, som samfundet endnu ikke er i stand til at begribe.

På New Public Management-universitetet gælder kun kvantitative normer. Det går hånd i hånd med den populære ideologi, at den højere uddannelse skal være noget for alle – uanset begavelse. ”Masseuniversitetet” er det pseudo-demokratiske trylleord. Resultatet er masseproduktion. Som ifølge masseproduktionens regel udklækker produkter med en ringe kvalitet.

I Danmark er denne ringe kvalitet allerede blevet accepteret i 70’erne. Normen skal være laveste fællesnævner – fordi ”Det alle ikke kan lære, skal ingen lære”. Den tidligere danske undervisningsministers absurde motto er aldrig blevet slettet i det danske uddannelsessystem: Det har snarere sneget sig ind som ellevte bud i Jante­loven. Det er blevet til en naturlov i det danske universitets­system.

Bullshit-diskursen er en notorisk sprogbrug, hvor sprog ikke længere tjener til at tydeliggøre, men at sløre. Dermed udhuler bullshit-diskursen samfundets vigtigste infrastruktur: Kommunikation. Kommunikation i bullshit-verdenen er en leg med tomme ord. Med formler, der ingenting betyder – og de folk, som bruger disse form­ler, har heller ikke interesse i, om de betyder noget. Om de kan danne basis for i reelle handlinger og for konkret produktion.

Bingo! ”Fremadrettet”, ”uddanne til arbejdsmarkedet”, ”fleksible”: tre vigtige bull­shit-ord i to korte sætninger! Antallet af bullshit-ord pr. sætning kan be­tegnes som ”bullshit-indeks”: Jo højere indeks-tallet er, jo ringere er udsag­nets tro­værdighed.

Skal vi sælge os selv, vores værdighed og børnenes fremtid for bullshit-snak? Skal vi fortsætte med at finansiere dette management og deres kaotiske administration med vores skattepenge – mens vores børn får en uddannelse, der ikke længere er ordet
”uddannelse” værdigt?

En højtstående dansk virksomhedschef sagde det helt kontant til mig: ”Uddan­nelsens inflation er den rene katastrofe. Vi får ansøgere med fine kandidatgrader og meget fine karakterer. Men når vi så ansætter dem, må vi indse, at de besidder ingen som helst selvstændighed. De ved en del om teori – Bourdieu, Derrida og deres fagfæller. Det har vi ikke brug for. Men de studerende har ingen viden i deres fag. Og de er slet ikke i stand til at selv udføre et godt stykke arbejde.”
Det vil jeg gerne tro. Eksamensbevis og fine karakter fra et New Public Mana­gement-universitet duer ikke til at bedømme en ansøgers kvalitet.

Hvor mange bachelorer og kandidater har et samfund brug for? Ikke en eneste, hvis deres eksamensbevis kun er et stykke papir, hvis fine løfter ikke bliver indfriet i form af solid uddannelse, konkrete kompetencer og modenhed hos den pågældende kandidat.

Så paradoksalt det end lyder, styrker den globale krise lige nu et universitets­system, som angiveligt sælger markedsorienteret ”professionalis­me” til sine ”kunder” og samfundet.
Men dette system er en boble ligesom verdensmarkedet under Greenspans økono­miske teorier. Det er kun et spørgsmål om tid, inden New Public Manage­ment-systemet vil blive trukket ned i den globale krise.
Når det sker, vil det ramme hele samfundet. Fordi dette system drejer sig om de unge generationers uddannelse og dermed udgør det afgørende fundament for et samfunds økonomi og velfærd.

Dermed er akademisk klarhed og akademisk faglighed ikke tilladt. De såkaldte
”sociale kompetencer” – som intet andet betyder end at indordne sig i de gæl­dende magtforhold – har den afgørende vægt i den såkaldte ”faglige debat”. Ikke akade­miske kompetencer og funderede faglige og pædagogiske argumenter.

Det er netop min forbrydelse: Jeg har ønsket ikke længere at udsætte mig for de interessekonflikter og den nedgørelse af en historisk faglighed, der foregår på lærer­møderne og på hele vores institut. Jeg ønsker ikke længere at udsætte mig for mine kollegers direkte og indirekte chikaner. Jeg har kritiseret studie­nævnets åbenlyse manipulation. Dekan Margit Thomsen slutter derfra: ”På den baggrund må jeg konstatere, at du ikke har ønsket at indordne dig under de vilkår, der er forbundet med at arbejde på et dansk universitet.” – Det har hun faktisk fuld­kommen ret i.

Ifølge institutlederen er det ”ikke hensigts­mæssigt”, at jeg mødes med mine insti­tutskolleger på den anden side af gaden – fordi jeg ikke længere har lov til at forlade institutsbygningen. Han ønsker heller ikke, at jeg går til universitetsbiblio­teket under min arbejdstid som professor på Jante Universitet.
Mon jeg får lov til at gå ned til vores sekretær på anden sal? Og mon jeg får lov til at forlade mit kontor for at gå på toilettet på den anden ende af gangen – eller er det heller ikke ”hensigtsmæssigt”? Har jeg brug for institutlederens godken­delse til det? Men hvad så, hvis jeg ikke fanger ham på hans mobiltelefon?
Så vil vi nok få et ildelugtende problem på mit kontor – det ville faktisk være et pas­sende symbol på Jante Universitet i sin helhed.

Fyring er selvfølgelig den bedste metode til at lukke munden på folk. Det er den bedste metode til at udøve magt. I de gode gamle dage kunne man spærre dissiden­ter inde eller skyde dem. I dag ødelægger man kun deres professionelle eksistens. Denne professionelle død, der udenfor Danmark også betyder en social død og en alvorlig trussel på selve eksistensen, tager lidt længere tid og er ikke så opsigts­vækkende. Vi lever jo alligevel i et demokrati.

Chikaner er et godt alternativ til fyringer. Med en meget bedre effekt: Til sidst er det nemlig den kujonerede ansatte, der selv giver op. Professorer og lektorer, der ikke længere kan holde chikanerierne ud, går på førtidspension, søger stilling et andet sted. Eller de forlader helt den akademiske verden, hvor talentfulde de end er som forskere og undervisere.
Ledelsen kan så glæde sig over, at det er kritikeren selv, der har løst problemet.

Universitetsproblemet er baseret på et kompleks system, den forfejlede New Public Management-ideologi. Hvis den danske regering ønsker at gøre noget ved uddannel­ses­katastrofen, er de nødt til at fokusere på katastrofens kerne: den utro­ligt lave kvalitet i de danske uddannelser, begrundet i en fuldkommen forfejlet management-strategi, der har udhulet uddannelsessystem i flere årtier.
Fra universitetsledelsernes side og mange universitetsansatte vil der komme mod­stand uden ende. Ingen har lyst til at give afkald for magt (ledelsen) og vel­betalt professionel sløjhed (mange lektorer og professorer). Det er en lang og svær vej at ændre noget i et indædt, korrumperet system. Men uddannelses­ministeren er forpligtet til at tage uddannelseskatastrofen op. Med nogle enkle strategier kunne man forvandle det korrumperede universitetssystem til et nyt og stort aktiv for Danmark. Jeg håber bare, at ministeren og de andre ansvars­havende vil have mod og stamina for at gøre det. Det er alligevel Danmarks fremtid det gælder. Og der er så meget potentiale i Danmarks unge mennesker.

kljklkljk

klkjl

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s